Stiftet 1911

Carnegies Belønningsfond for Heltemod

Menu

Gert Kristensen - politiassistent, 52 år

Belønnet med 3.000 kr. for udvist heltemod

Torsdag den 22. november 2001 blev fire politiassistenter kaldt til en ildløs i en lejlighed. Det var i forbindelse med anmeldelse af branden oplyst, at der muligvis var en person tilstede i lejligheden.

På det tidspunkt, hvor politiassistenterne ankom, var trappeopgangen lettere røgfyldt og det var besværligt at trække vejret. Døren til lejligheden var trukket til. Da Jan Toft Bach forsigtigt åbnede døren, kunne det konstateres, at entreen var røgfyldt og varm, samt at døren til stuen var lukket. Det fremgik tydeligt, at der var ildløs bag døren, da det røg ud ved dørkarmen.

Jan Toft Bach åbnede herefter døren til stuen fra hugsiddende stilling. Åbningen blev foretaget forsigtigt for at undgå eventuel røggaseksplosion. Ved åbningen stod der klare flammer ud gennem døråbningen øverst og det brændte inde i lejligheden. Døren blev lukket igen, da det ikke umiddelbart var muligt at trænge ind i lejligheden.

En af ejendommens øvrige beboer oplyste, at der var en person i lejligheden, hvorfor politiassistenterne gjorde et nyt forsøg på at trænge ind i lejligheden. Jan Toft Bach gik forrest med Søren Christian Overgaard umiddelbart efter. Politiassistenterne trængte frem til stuedøren i lav kryb. Jan Toft Bach åbnede igen døren og råbte efter reaktion.

Lejlighedens beboer oplyste nu, at hun ikke selv kunne komme ud. Politiassistenterne besluttede nu, at de måtte forsøge at trænge ind trods varme og røg. Medens Jan Toft Bach og Søren Christian Overgaard var ved gulvet tog Carsten Boel en tyk lang frakke fra et tøjstativ fremme i entreen og lagde frakken over Jan Toft Bachs hoved. Der var nu ild hele vejen rundt langs døren og der kom meget lys ud fra lokalet. Jan Toft Bach kravlede herefter ind i stuen og fandt lejlighedens beboer siddende i en stol 1½ til 2 meter inden for døren. Han fik fat i kvindens hånd og trak hende ud af stuen og frem til Søren Christian Overgaard, der sad på hug ved stuedøren.

Søren Christian Overgaard og Gert Kristensen overtog herefter kvinden og fik hende ud af lejligheden, hvor der blev fremskaffet vand og håndklæder. De bar herefter kvinden ned ad trappen og blev mødt af ambulancefolkene, der overtog kvinden.