Stiftet 1911

Carnegies Belønningsfond for Heltemod

Menu

Anni Flø Nørgaard - politiassitent, 54 år

Belønnet med 10.000 kr. for udvist heltemod

Lørdag den 31. december 2005 kl. 13.15 ankom politiassistenterne Anni Flø Nørgaard og Bjarne Aksel Olsen til en 4-etages boligblok i Vordingborg, hvor der netop var anmeldt brand. Brandvæsenet var endnu ikke ankommet og patruljen fik oplyst, at der opholdt sig en pige i en lejlighed beliggende på 3. sal, som anmelderen ikke havde været i stand til at få ud.

Politiassistenterne begav sig op imod lejligheden, selvom trappeopgangen var røgfyldt på de 2 øverste etager. Døren til den brændende lejlighed var ulåst, og da de åbnede døren, fandtes lejligheden stærk røgfyldt, og de kunne høre pigen skrige.

Politiassistenterne lagde sig ned, og Bjarne Aksel Olsen kravlede ind i lejligheden, medens Anni Flø Nørgaard forblev på trappereposen, for at kunne guide Bjarne Aksel Olsen ud fra den brændende lejlighed igen.

Bjarne Aksel Olsen fik i entreen verbal kontakt med pigen, der oplyste, hvilket værelse hun befandt sig i. Bjarne Aksel Olsen kravlede ind i det anførte værelse, hvor han fik pigen til at lægge sig ned og kravle efter hans stemme, og da hun nåede derhen kunne de sammen kravle tilbage til trappereposen.