Stiftet 1911

Carnegies Belønningsfond for Heltemod

Menu

Per Brændgaard Kristensen - 65 år

Belønnet med 20.000 kr. for udvist heltemod

Den 19. august 2008, kl. 10.45 var vindstyrken på 10 m/sek fra sydvest med 2-3 m høje brækkede bølger ved molehovederne ud for Thorsminde. På grund af vandstanden i Nissum Fjord var alle små sluseporte og kammerslusen åben med udstrøm til følge.

En mand i en jolle var ved at røgte ruser, da han fik en bundlinie fra en ruse i skruen, og motoren stoppede. På grund af understrømmen drev manden ud mellem molehovederne. Manden kunne ved at padle få jollen til at ligge næsten stille, men havde svært ved at få signaleret til bemandingen i slusetårnet, at de skulle lukke sluseportene og dermed stoppe understrømmen. Han endte herefter med at blive tvunget til at kaste anker ved molehovederne, hvor der var en meget kraftig understrøm og store brækkende bølger.

En mand havde fra land set, at der var fare på færde. Han kontaktede bemandingen i slusetårnet, der lukkede de små sluseporte. Kammerslusen forblev åben. Den forulykkede blev nu skyllet ud over bord, men fik heldigvis fat i ankertovet.

Slusevagten kontaktede Per Brændgaard Kristensen, der var ved sin jolle, og Per Brændgaard Kristensen sejlede straks ud - uden at være iført redningsvest - i sin jolle, der ikke var selvlænsende.

I den voldsomme brænding ved molehovederne kunne Per Brændgaard Kristensen se den forulykkedes jolle, men ikke den forulykkede selv, hvorfor han gik ud fra, at denne befandt sig på bunden af jollen. Han gjorde derfor klar til at bugsere jollen ind mod roligere vand, men opdagede så den forulykkede, der med mellemrum dukkede op af brændingen ved siden af jollen.

Per Brændgaard Kristensen sejlede direkte ind i den voldsomme brænding med meget stærk understrøm ved molehovederne. Han fik en tynd tovlinie under den forulykkedes armhuler og fastgjorde tovlinien til båden, hvorefter han begyndte at bakke fra stedet. Efter at have bakket 50-75 m ind mod stranden kom redningsbåden og bjærgede den forulykkende.