Ove Nilsson
Belønnet med 5.000 kr. af Komiteen til forebyggelse af ulykker og til belønning af redningshandlinger
Fredag den 11. februar 2011 kæntrede 13 elever og to lærere med en dragebåd på Præstø Fjord. Ove Nilsson befandt sig i fiskeforretningen på havnen, da han hørte om ulykken. Han henvendte sig til politiet, men de havde ingen oplysninger om kæntringsstedet. Ove Nilsson tog sin jolle og sejlede ud på Præstø Fjord, hvor han fulgtes med en anden båd med 2 andre personer, som han kendte som Jørgen og Erling. På et sted lå der 4 personer i vandet - alle stille og tilsyneladende livløse. Ove Nilsson koncentrerede sig om at bjærge en ung kvinde, som var iført svømmevest, men lå med ansigtet under vand. Imens bjærgede Jørgen og Erling to personer, mens en redningshelikopter bjærgede den fjerde person. På vej mod land blev de mødt af en redningsbåd, som fik overdraget de bjærgede personer.