Magnus Skak Jensen
Belønnet med 10.000 kr. af Komitéen til forebyggelse af ulykker og belønning af redningshandlinger
Den 13. marts 2018 befandt Magnus Skak Jensen sig i Kalundborg Svømmehal, idet han var til dykkertræning.
Under en øvelse i fridykning, så Magnus Skak Jensen fra bassinkanten, at hjælpetræneren befandt sig på fire meters dybde og så ud til at have fået et hosteanfald. Hjælpetrænerens ryg vendte op mod vandoverfladen.
Magnus Skak Jensen råbte til træneren, Jakob Møller, at der var noget galt, hvorefter han straks sprang i vandet for at redde hjælpetræneren op. Det lykkedes at komme op til vandoverfladen med hjælpetræneren, hvor Jakob Møller stod klar til at tage imod dem begge. Jakob Møller gik straks i gang med livreddende førstehjælp.
Hjælpetræneren, der havde fået et såkaldt Shallow Water Blackout, slap fra ulykken uden varige mén.
Bestyrelsen for Carnegies Belønningsfond for Heltemod har lagt vægt på, at Magnus Skak Jensen, der på daværende tidspunkt var 11 år, har handlet snarrådigt ved denne rednings-aktion.