Meriton Jasari
Belønnet med medalje og 25.000 kr. for udvist heltemod
Den 7. september 2017 kl. ca. 19.30 befandt Meriton Jasari sig på Hotel 71 i Nyhavn, hvor han arbejdede.
På et tidspunkt hørte Meriton Jasari flere gæster råbe, at en bil var kørt i havnen nær ved hotellet. Meriton Jasari løb sammen med sin kollega Kasper Suhr Jørgensen straks hen til ulykkesstedet. Da Meriton Jasari konstaterede, at der lå en bil, der vendte på hovedet i vandet, hoppede han i vandet sammen med Kasper Suhr Jørgensen. De forsøgte at få døren til bilen åbnet, og da det lykkedes Kasper Suhr Jørgensen at få en dør op, fik de fat i den mandlige chauffør, som på dette tidspunkt ikke var kontaktbar. Sammen med Kasper Suhr Jørgensen og Thomas Kjær Christensen, der var kommet til ulykkesstedet, fik de den tilskadekomne mand op på kajen. De forsøgte i fællesskab at skabe bedre luftveje på den tilskadekomne, indtil redningsarbejdere kort tid efter ankom og tog over.
Den tilskadekomne var en 88-årig herre, der ikke var stedkendt og havde mistet orienteringen. Han har ikke varige mén efter ulykken.