Signe Ravn-Højgaard
Belønnet med medalje og 50.000 kr. for udvist heltemod
Den 6. april 2018 befandt Signe Ravn-Højgaard på en gletsjer ved Evighedsfjorden, Grønland, sammen med et hold bestående af fem andre skiløbere.
Pludselig faldt én af de øvrige skiløbere ned i en ca. 16 meter dyb gletsjerspalte. Idet den tilskadekomne ikke selv kunne binde sig fast til et reb, der var firet ned til ham, meldte Signe Ravn-Højgaard sig til at klatre ned i gletsjersprækken for at binde et reb om den tilskadekomne. Da Signe Ravn-Højgaard kom ned til den tilskadekomne, stod det klart, at hun på grund af skaderne var nødt til at binde sig sammen med den pågældende, hvilket besværliggjorde redningsarbejdet. De befandt sig på det tidspunkt på en ca. 1,5 meter bred bro af sne, og gletsjersprækken fortsatte på begge sider af dem og under snebroen.
De øvrige fire skiløbere fik under besvær trukket Signe Ravn-Højgaard samt den tilskadekomne op ad sprækken. Den tilskadekomne blev meget nedkølet, mens de ventede på den tilkaldte redningshelikopter, og havde pådraget sig brud på rygsøjlen, hævet øje, punkterede lunger, brækkede kraveben samt seks brækkede ribben.
Signe Ravn-Højgaard fik under redningsaktionen en del skrammer, men ingen varige mén. Den tilskadekomne var indlagt i to uger, men slap afsted fra ulykken uden varige mén.
Bestyrelsen for Carnegies Belønningsfond for Heltemod har lagt vægt på, at Signe Ravn-Højgaard har udvist ekstraordinært heltemod ved denne redningsaktion.