Stiftet 1911

Carnegies Belønningsfond for Heltemod

Menu

Ole Frank Andreassen

Belønnet med 20.000 kr.

Den 62 årige Ole Frank Andreassen kom gående på Nord-Atlantens Brygge mod Inderhavnsbroen, der forbinder Christianshavn med Nyhavn.

Foran gik en tydelig beruset mand og slingrede. Manden stoppede op og begyndte at urinere i vandet, fik overbalance og faldt de ca. to meter ned i kanalen.

Ole satte i løb, smed jakken og sprang i vandet.

Da han sprang i gled han og hans venstre skulder ramte i faldet en træbjælke og gik af led.

Han greb fat i kraven på manden og trak ham ind mod kajen. En tilskuer råbte at der var et reb i vandoverfladen langs træstolperne og han formåede at holde fat i manden og rebet på trods af at han var i smerte. Han turde ikke slippe den forulykkede af frygt for at han ville synke til bunds.

Vandet var koldt, ca. 3 gr. Der var en del tilskuere, nogle filmede men én råbte at rebet førte hen til en stige ca. 20 meter væk.

Den forulykkede trak med stort besvær sig derhen og blev reddet op.

Oles kræfter var brugt op og han kunne kun koncentrere sig om sit åndedræt og at holde sig ved bevidsthed.

Efter ca. 10 min. i det kolde vand kom en Netto-båd sejlende. Først troede de at det drejede sig om en øvelse men snart gik sagens alvor op for dem. Bådførerne drejede båden hen til Ole og instruerede en ung kvinde om at hun skulle smide et fortøjningstov så Ole kunne få sit ene ben igennem den store løkke hvorefter han stærkt forkommen blev trukket op i båden.

Ole blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter, nedkølet og med en venstre skulder af led. Ole har efterfølgende modtaget psykologhjælp.